house on fanø /længehus på fanø

en:

With the Wadden Sea coastline in the front, landscapes of heather and pine in the back and the Port of Esbjerg in the horizon lies House on Fanø. It follows a local time-honored tradition for solid longhouses as the island’s notoriously harsh wind has called for buildings based on robustness and simplicity.
Traditionally, barn and habitation were placed under one continuous roof, due to Fanø’s rough weather. The houses were built by sailors and farmers in robust, local materials, and they were oriented from east to west to protect from the west wind. Today, you still see the characteristic longhouses all over the island. House on Fanø interprets basic elements from the traditional longhouse and rewrites it within a contemporary construction practice focusing on the local identity, a simple structure and materials characterized by sensory qualities.
From the outside the building is characterized by the steeply pitched pantile roof and the terracotta red render of the façade. A deep overhang creates a space which provides shelter on both sides of the house. The façade is perforated by windows and sliding doors made from large format oak glazing profiles. The roof, the façade and the openings appear as independent elements which together form a unity. The sandy soil excavated during construction is placed as dunes around the house and creates an intimate domain which relates to the surrounding landscape.
The principal elements of the interior also appear independent from each other. As a general rule, the building components are exposed emphasizing their rich texture and earth tones. The characteristic clay blocks which make up the internal partition walls are unplastered, exposing their ornamental relief. The exterior masonry walls are coated with a layer of reddish render. The tone mimics that of the dyed concrete floor, while its structure is coarser. The floor forms a unifying element that boundlessly connects the adjacent spaces, while its slightly reflective surface brings in the daylight.

The roof is constructed as a cassette construction of cross-braced spruce beams and appears as a continuous frieze that lifts the roof construction from the masonry base. At the same time, it forms a parapet on the three interposed floors and two cast-in-place concrete stairs which stabilize the structure.
Three volumes make up the overall spatial layout: a central two-room living space with adjoining rooms at each end. Bathrooms, bedrooms, and utility rooms are placed within each of the primary volumes. During summer, the living space can be opened, turning it into a conservatory: an uninsulated space placed within the floor plan, providing shelter from the strong prevailing winds but in touch with the surrounding landscape. The interposed floors offer a secluded retreat, a small office, and a guest bedroom. They are placed on the same level, and are not separated by walls, therefore creating a generous view stretching from one gable window to the other. The lighting is hung or mounted directly on the walls, just as the building services which are visibly exposed.
The structural clarity and simple composition spotlight the inherent qualities of the building components; the varying hue of clay blocks, the natural patterns of plywood, and the coarse structure of terracotta tone render. Each element bears its own logic, materiality and function, and the montage is rational. It backs the ambition of creating a simple architecture that exposes the principal elements and letting them be sensed through modest but textural materials. When components are separated and their embedded rationality is utilized, excess layers can be peeled away. This contributes to a building that remains stable over time and supports a resilient construction practice. Thus, House on Fanø incorporates itself within a local tradition and reinterprets it in a contemporary, sustainable manner based on the embedded potentials of the materials.

da:

Med Vadehavets kyst i forgrunden, landskaber af lyng og fyr i baggrunden og Esbjergs havn i horisonten ligger Længehus på Fanø. Projektet indskriver sig i en lokal tradition for solide længehuse, da øens vind og vejr gennem tiden har fordret en byggeskik med fokus på robusthed og simplicitet.

Fanø er præget af et hårdt klima, og derfor blev beboelse og stald oprindeligt placeret under samme tag i én længe. Husene blev bygget af øens søfolk og bønder i robuste, lokale materialer. Længen var orienteret fra øst mod vest, for at skærme huset facaden for Fanøs famøse vestenvind. Det har skabt de karakteristiske huse, der i dag opleves over alt på øen. Længehus på Fanø genfortolker de solide grundelementer fra det traditionelle længehus og omskriver dem til en nutidig praksis med fokus på lokal forankring, en tydelig konstruktion og materialernes bygningsfysiske og sanselige kvaliteter.

Bygningens ydre er karakteriseret ved den stejle og høje tagflade i vingetegl og facadens teracottarøde puds. Det dybe tagudhæng skaber et rum under sig, hvor der skabes læ på begge sider af huset. Store glaspartier med egetræsrammer perforerer facaden og fungerer som vinduer og skydedøre. Tagkonstruktion, facade og åbninger optræder som selvstændige elementer, der indbyrdes komplimenterer hinanden. Jorden, der er opgravet i byggeprocessen, danner beplantede klitter med lokal vegetation og skaber en intim sfære rundt om huset i dialog med det omkringliggende landskab.

Også indvendigt fremstår husets grundelementer klart aflæselige fra hinanden. Materialerne præsenteres som udgangspunkt blotlagte, så den rige stoflighed og de jordfarvede toner bliver markeret. De karakteristiske lerblokke, der udgør husets skillevægge, er blotlagte og muret i et forbandt, der fremhæver deres ornamentale relief. Ydervæggenes teglblokke er belagt med et lag rødlig puds, der i sin tone mimer gulvets indfarvede cement, men i sin struktur fremstår mere rå end gulvets spartlede overflade. Gulvet udgør et samlende element, der uden skel forbinder de tilstødende rum, mens dets let reflekterende overflade trækker dagslyset ind.

Tagværket er konstrueret som kasettekonstruktion af finérlaminerede bjælker i gran og optræder som en kontinuerlig frise, der løfter tagkonstruktionen fra teglblokkene. Samtidig danner den værn for husets tre indskudte dæk og to insitustøbte trapper, der bidrager til at stabilisere konstruktionen.

Boliglængen består overordnet set af tre volumener; et centralt beboelsesrum en suite med tilstødende rum i hver ende. Badeværelser og viktorialerum er lagt ind i de primære volumener. I sommerhalvåret er der mulighed for at åbne en del af beboelsesrummet op, så det fungerer som en udestue trukket ind i grundplanen. Det giver ophold i læ for vestenvinden, men opleves i nær kontakt med den omkringliggende natur. De tre indskudte etagedæk tilbyder tilbagetrukket ophold, kontor og gæsteværelse. De ligger i samme plan og adskilles ikke af vægge, hvilket skaber et langt, åbent stræk i hele bygningens længde spændt ud mellem en stor åbning i hver gavl. Belysning er ophængt eller monteret på væggene, ligesom husets teknik er installeret synligt.

Denne klarhed i konstruktion og komposition iscenesætter byggekomponenternes iboende kvaliteter; lerblokkenes changeren, krydsfinerens mønstre og terracottapudsens struktur. Hvert element har sin egen logik, materialitet og funktion og montagen er rationel. Det understøtter ambitionen om en simpel arkitektur, der blotlægger sine grundelementer og lader dem sanses i kraft af enkle men stoflige materialer. Når komponenterne adskilles og deres indlejrede logik udnyttes, kan overflødige lag skrælles væk. Det bidrager til et byggeri, der forbliver stabilt over tid og understøtter en robust byggeskik. Dermed indskriver Længehus på Fanø sig i en lokalt forankret tradition og genfortolker den i en bæredygtig retning med udgangspunkt materialernes indlejrede potentialer.